Indkøbskurv
0 vare(r) i kurven
I alt:0,00 DKK
Vis kurv
Indtast din søgning
 

Rullefelt

Hos os kan du få din bil testet på rullefelt. Vi råder over to nye og top-moderne rullefelter; et V-tech VT-2 og et V-tech VT-4 rullefelt. Vi kan måle "almindelige" 2-hjulstrukne biler og biler med firehjulstræk. 

Vi bruger vores rullefelter når vi udvikler tuningsfiler samt til at måle kundernes biler på. Med to rullefelter har vi stor fleksibilitet og har ofte to biler i gang samtidig.

Vores rullefelter er noget af det nyeste og mest moderne på markedet og måler bl.a. automatisk temperaturen i rummet, barometerstanden, bilernes omdrejningstal mv. for at få en meget præcis måling. 

Ud over at udvikle filer på rullefelterne og måle kundernes biler tilbyder vi også måling "alene" - altså uden at vi tuner bilen. En måling på vores 2WD-felt koster 400kr og på 4WD-feltet koster det 800kr. 

Det er værd at bemærke, at det aldrig er muligt at lave en 100 % præcis måling af en bil på et rullefelt. Der er en masse faktorer der spiller ind og forstyrrer målingen. Derfor kan man ofte heller ikke sammenligne tal mellem forskellige rullefelter, da felterne ofte måler forskelligt og da der også finde "optimistiske" rullefelter. Vores to felter måler ens indenfor ca. 1 % og vi har ingen grund til at tro, at vores felter måler hverken for højt eller for lavt. Det er heller ikke muligt at ændre på målingen og på den måde gøre den mere optimististisk. Nogle af de ting der kan påvirke en måling er bl.a.:

  • Alle nye biler har ESP. På de fleste biler kan man slå ESP fra via en knap i kabinen eller via "hemmelige" menuer, men på nogle biler er det så godt som umuligt at få dem til at køre 100 % uden ESP. På mange biler kan vi overvinde dette problem ved at måle dem på vores 4WD-felt hvor vi kobler forreste og bageste rulle sammen således bilen ikke "ved" at den står på et rullefelt og ikke kører på vejen. Men på nogle biler er dette end ikke nok, da de via G-måling kan konstatere, at de fysisk ikke rokker sig ud af stedet og derfor vil ESP'en stadig forsøge at bremse bilen. 

  • Biler med automatgear kan være en udfordring. For at lave en præcis måling skal vi kunne låse bilen i det valgte gear (typisk næst-højeste) og så ellers give fuld gas fra ca. 1.500rpm til det røde felt. Men på nogle biler med automatgear kan man ikke låse gearet 100 %, selvom man sætter gearstangen i M. Dette gælder f.eks. en del Mercedes samt Ford med Powershift. VW/Skoda/Seat med DSG giver normalt ingen problemer og tilsvarende for BMW med automatgear. Audi med Multitronic kan ikke måles præcist på et rullefelt. 

  • Når vi kører bilerne på rullefeltet foregår det naturligvis ved fuld gas. På den måde bliver motoren "blæst igennem" og der bliver blæst en del sod og koks ned i partikelfilteret. Specielt hvis bilen netop er blevet tunet og kører med et højere ladetryk end standard bliver der indledningsvist blæst en masse skidt ned i partikelfilteret. Dette koster naturligvis noget effekt i forhold til en filter med frit flow og nogle gange oplever vi, at bilerne efter 3-5 målinger på feltet begynder at regenerere partikelfilteret. Dette påvirker naturligvis også målingen i negativ retning. 

  • Mange biler adapterer sig til det nye program vi lægger i dem når vi tuner dem. Derfor ser vi ikke altid den fulde effekt af en tuning, da bilen skal have lov at køre nogle kilometer før den finder sig selv 100 %. 

  • Vi har nogle kæmpe blæsere foran bilerne på vores rullefelter, men intet giver lige så meget luft som når bilerne kører ude på vejen. Vi laver altid tuningerne så diverse sikkerhedsparametre forbliver intakte og derfor drosler motorerne effekten ned når de bliver for varme. Det oplever vi også ske på rullefelterne, men på landevejen er dette intet problem, da de får meget mere frisk luft. 

  • Et rullefelt er altid et kompromis mellem mange forskellige parametre. Måler man en bil på et felt med en lav intertimasse (altså den masse/vægt) som bilens motor skal dreje rundt) vil man typisk måle en høj top-effekt, da motoren ikke når at blive for varm i løbet af den korte acceleration. Til gengæld vil motoren sætte moment lidt sent. Måler man til gengæld på et felt med høj inertimasse vil topeffekten blive lidt lavere, da motoren bliver varmere i løbet af den lange accelerationstid. Til gengæld vil motoren sætte lidt mere moment, da den oplever større modstand fra den højere vægt der skal drejes rundt. Med vores to felter har vi tre forskellige "varianter". På vores 2WD-felt har vi den laveste intermasse og den er ofte nok. På vores 4WD-felt har vi en lidt højere intertimasse når vi kører på de to ruller alene og kobler vi alle fire ruller sammen har vi en jævnt højt inertimasse der passer bedst til biler på den gode side af 200hk. 

Det var en kort (eller måske lidt længere...?) gennemgang af teknikken bag måling af biler på et rullefelt. Vi håber det er med til at besvare og afklare nogle af de spørgsmål vores kunder måtte have omkring målingerne. 

Husk: Vi laver tuningerne til at køre perfekt på vejen, ikke på et rullefelt. For os er rullefeltet et godt arbejdsredskab, men resultatet på feltet må aldrig blive vigtigere end resultatet på vejen.